Tryg i parforholdet

Hvordan bliver jeg tryg i mødet med et eller flere mennesker? At føle sig tryg i sit “parforhold” eller i andre sociale sammenhænge spiller en meget stor rolle for vores oplevede livskvalitet.

Drømmen om parforholdet bliver typisk forbundet med forventninger som:

  • at mødes i kærlighed.
  • at være to om at løfte.
  • at blive set og anerkendt uden at skulle spille en anstrengende rolle.
  • at være fortrolig og intim med et andet menneske.
  • at udvikle et fællesskab.
  • at elske med hinanden.
  • at opleve sammen.
  • at skabe en familie i trygge rammer.

I det hele taget betyder det nok meget for de fleste, at føle sig særligt “trygge” i den forbindelse. Hjemmet og familien skal fungere som en “helle”. Et fristed hvor vi kan puste ud, slappe af og bare “være os selv”.

At det så ganske ofte ikke er tilfældet, er så en anden sag. I mine samtaler fornemmer jeg at parforholdet for mange mennesker også kan betyde både stress og utryghed?

Tryg igennem kontrol og form

Derfor kan det måske være nyttigt at iagttage, hvordan vi skaber tryghed i os selv?

For mange mennesker handler tryghed om at kunne forudsige, ikke bare hvad der skal ske, men også hvad der kan ske. Deraf kommer også det store behov for at lave planer, som jeg møder overalt.

Livet vil jeg beskrive som kontinuerlig forandring – der oven i købet sker af-sig-selv. Vi fødes impulsive og opdrages til at blive ordentlige og kontrollerede.

Ambition og forventninger

En af måderne til at opnå denne ordentlighed på, er ved at invitere os ind i en ambition om at leve op til bestemte forventninger – og i angst for ikke at blive accepteret, hvis ikke vi gør det. Disse forventninger vil jeg kalde for “form”.

Min mor spurgte mig mange tusinde gange i min skoletid: “Om jeg var den dygtigste”. Her bliver “den dygtigste” til sådan en form. Hun gjorde det ud af omsorg, ambition og bekymring. I sin opfattelse, ville en, som er “den dygtigste”, altid klare sig godt. Det var hendes måde at øge sandsynligheden for “at det ville gå mig godt”.

Ovenstående er blot et eksempel. Vi indprentes sådanne ambitioner om at leve op til mange forskellige “former” igennem hele vores barndom og unge år, og fortsætter med det som voksne, hvis vi ikke får øje på, hvad det gør ved os?

At begrænse forudsigelighed

Igennem FORMEN søger vi – ganske illusorisk naturligvis – at begrænse livets uforudsigelighed.

Parforholdet er her ingen undtagelse. “Er vi kærester nu?” spørger børn allerede i børnehaven hinanden! Til det “at være kærester” – eller “et PAR” knytter der sig en meget veldefineret FORM. En form, som skal forhindre uforudsigelighed og gøre os “trygge”.

Form som elementer i sproget

Naturligvis udgør disse “former” også elementer i et socialt “sprog”. Når vi møder to mennesker, vi ser som “et par”, går vi til dem på en anden måde, end hvis vi giver dem formen “single”. Flor den ene i et “par”, vil f.eks. mødet med en “single” endda kunne udgøre en trussel. Især, hvis han eller hun i sin adfærd virker flirtende og løssluppen.

Lidelse i form

I længden kan det at binde sig selv og hinanden ind i sådanne former imidlertid være særdeles lidelsesfuldt. De stiller grænser op for bevægelighed. Deres opgave ER at begrænse impuls og spontanitet, der ikke kan accepteres indenfor formens “grænser”.

Lige så snart “formen” udfordres kommer utrygheden snigende. Hvis den ene i et “par” siger til den anden: “skal vi ikke bare nøjes med at være venner” – ved han/hun at formen nu måske allerede ER ændret. Til det at være “venner” som form betragtet – knytter der sig helt andre forestillinger end til at være et “par”.

Siger vedkommende i parret i stedet: “Du er min bedste ven!”… Så vil det nok opfattes som et kompliment? Hvem vil ikke gerne være BÅDE “partner” og den “bedste ven”?

Hvordan så være tryg?

Hvis det nu reelt ikke virker at søge tryghed i en form, når livet er kontinuerlig forandring, hvad så?

I en skummel gade

Hvis jeg en mørk aften bevæger mig rundt i de skumle gader i en storby, så vil jeg meget let kunne komme til at føle mig mindre tryg.

Det samme ville gælde, hvis nogen sætter mig på et par ski, uden at jeg har prøvet det før, og skubber mig ned af en stejl piste.

Tryg igennem kompetence til at bevæge sig.

Begge eksempler peger på hvordan tryghed skabes i det foranderlige liv: Igennem kompetence til at bevæge sig med det, som sker.

I de skumle gader ville min tryghed komme af at vide og have erfaret, at jeg er god til at undgå konfrontation og kan begå mig i alle miljøer. Måske kombineret med en kropslig selvsikkerhed og føle mig kompetent, hvis det skulle komme til, at en fulderik ville indlede et slagsmål? Enten ved at løbe hurtigt, eller i erfaringen fra utallige gange at have trænet i “at slås” sammen med kompetente trænere og sparringspartnere?

Med skiene er det nærmest indlysende, at jeg som øvet skiløber måske mest ville finde situationen sjov, og kunne bevæge mig legende let ned af løjpen.

Slippe form – og så?

Hvad vil der ske, hvis vi slipper form, når vi vil leve sammen? Er det muligt?

Først og fremmest bliver den vigtigste kompetence vi kan træne, at bevæge sig i konflikt.

De konflikter der uvægerligt optræder i os, når vores forestilling og ønsker om, hvordan den anden skal være, eller hvad han/hun skal gøre – ikke svarer til det, vi erfarer.

Hvordan kan vi så bevæge os?

Reagerer vi ved at se muligheder for, hvordan vi kan bevæge os, eller stræber vi efter at forsvare vores ide om den “rigtige” form?

At det ikke handler om “at finde en anden form” må være indlysende. Det gør f.eks. ikke livet lettere at skifte “monogam” ud med “polygam” – det øger såmænd blot konfliktpotentialet med antallet af “partnere” i “polygonen”.

Samtidig ser jeg det for mit vedkommende helt naturligt, at vi har lyst til – og elsker (med) flere end en. Spørgsmålet er, hvordan vi bevæger os med det alle sammen. Det findes der ikke en “form” for i min optik.

Hvis vi vil føle os trygge i det, må vi udvikle den kompetence, der skal til, for at bevæge os med det, der sker, når det sker. Som med al træning og læring fordrer det opmærksomhed, øvelse og stor respekt og omsorg for dem, vi vil træne med.

Please follow and like us:
20