OM BLOGGEN HER

At leve sammen – hvordan?

Af de mange temaer, Karin og jeg møder igennem samtaler og kurser, er der et, som går igen: Samlivet og parforholdet – Det at relatere.

Jeg kan ikke komme i tanke om et emne, der fylder mere for mennesker end det. En bekendt sagde en gang til mig om det:

“De, der er ude, vil ind. De, der er inde, vil ud”.

Jeg morede mig meget over den sætning dengang – og gør det endnu. Samtidig peger den også på megen psykologisk lidelse.

Parforholdet og familien er ikke uden grund søjlen i de fleste religioner. Mange politiske partier betragter også denne institution som en stabiliserende faktor for et samfund. Når det forholder sig sådan, kan det måske skyldes at familiestrukturen rummer en meget stabil basis for “kontrol”?

Det er ikke mange år siden, at et giftemål blev set som den bedste mulighed for at få styr på et “pigebarn”, som opførte sig for vildt og “upassende”.

At parforhold i sig selv måske ikke er så stabile viser en skilsmisseprocent på gifte par, der ligger og svinger på omkring 50 % i følge Danmarks statistik.

Det kan synes som om, at der i de senere år opstår nye måder at leve sammen på? Ikke mindst det som kaldes for “sammenbragte familier”, med “mine børn” og “dine børn” nødvendiggør en vis kreativitet. Par af samme køn, poly-amori-forhold, hvor der relateres nært med flere – er også blevet mere udbredt.

Er der så sket en reel ændring?

For mig er spørgsmålet dog, om der reelt er sket nogen særlig ændring i, hvordan vi ser på det at leve sammen?

  • Hvad er det for en prægning, vi hver især tager med os fra vores opdragelse?
  • Hvad er det for normer, vi søger at leve op til?
  • Hvad er det, vi hver især søger og længes efter i kontakten med et eller flere mennesker?
  • Hvordan skaber vi nogle gode og trygge rammer for vores liv og vores børn?
  • Hvordan fungerer samliv og fællesskab overhovedet?
  • Hvad er det, vi gør, når vi relaterer til og med hinanden – og ikke mindst skaber det, vi kalder for en “relation” og f.eks. bliver til et par?
  • Hvordan håndterer vi det, at relationer synes at opløses igen? – f.eks. igennem død, skilsmisse, eller bare manglende opmærksomhed?

Hvordan kan vi leve sammen?

Det handler ikke så meget om den “form”, vi vælger at leve sammen i. Mere interessant er, hvad det er, vi gør i – og med – os selv når vi søger det nære fællesskab?

At langt de fleste mennesker iboende i sig, oplever en længsel efter anerkendelse – altså at blive SET – står for mig helt klart. Det er den mest basale livsimpuls – side om side med det at trække vejret – at vores mor (eller andre) SER os, når vi bliver født. Sker det ikke, er vi fuldstændigt hjælpeløse og går hurtigt til.

Denne længsel er også fundamentet for, at mange virksomheder kan leve godt og fedt af at formidle “kontakt” imellem partner-søgende mennesker. Jeg kunne kalde dem for ” par søgende “? Der tales om en “single-kultur” som et helt “markeds-segment”.

Sociale medier og forskellige App´s har gjort det hurtigere end nogensinde at indlede en dialog med et fremmed menneske. Samtidig fører det måske til rastløshed og en evig søgen efter noget der “måske kunne være bedre”?

Relevante spørgsmål

Jeg synes noget af det letteste, der findes, er at give svar. Det kan enhver finde ud af. Kirkerne og politikere synes at være særligt hurtige til det?

Jeg synes, at det er meget mere interessant at stille spørgsmål.

Et spørgsmål inviterer til at se efter muligheder. Svar har det med at give løsninger.

Hvad angår måden vi relaterer til og med hinanden på, mener jeg ikke, at der findes en “formel”. Jeg vil hellere beskrive det som at tilegne sig færdigheder. Kompetencer vi kan udvikle og forfine igennem hele livet.

Det kræver at vi vil det og møder nogen, som har lyst til at dele den praksis med os.

Systemisk tænkning og praksis

Den, som kender en smule til “systemisk tænkning og -praksis”, vil sikkert genkende sådanne perspektiver i det, jeg skriver? Meget ofte bryder den måde at tænke på, med almindelig “logik” og en opfattelse af verden som: “Kæder af årsager og virkninger”. Dette kendskab er dog overhovedet ikke en forudsætning for at følge med her….

Med denne side inviterer jeg til dialog, spørgsmål og iagttagelse.