Harmoni i parforholdet som en illusion

Jeg tænker at mange mennesker har en forestilling om harmoni i parforhold og- familieliv? Det ideal er blevet dyrket i film og reklamer igennem mange år. Hele vores politiske system bygger på familien som kernen i samfundet. Den stabiliserende faktor.

For mig er det ganske forunderligt. Ser jeg mig omkring i naturen og på de parforhold, jeg er stødt på i mit liv, så er der ikke meget harmonisk over det.

Livet er konflikt

Selv en flue må nærmest konstant tage sig i agt for ikke at blive ædt? Ethvert træ i skoven må ruste sig til angreb fra insekter. Min krop overlever kun ved at have et særdeles velfungerende immunsystem, der kan hamle op med konstant nye bakterier og vira.

Livet er simpelthen konflikt!

I det ser jeg overhovedet ikke noget problem, hvis vi vel at mærke anerkender det og lærer at bevæge os kompetent med hinanden i konflikter.

Ønsket om harmoni

Tænk hvor megen lidelse og utilfredshed der opstår ved at have harmoni i parforholdet som målestok!? Det vil uvilkårligt skabe en tendens til at ville undertrykke konflikter og f.eks. gøre som om de ikke er der, for at fastholde idealet om fred og fordragelighed?

Et spændende spørgsmål bliver så, hvordan vi lærer at bevæge os med hinanden i konflikt? Vel at mærke på en sådan måde at vi ikke igennem konflikten ødelægger muligheden for at relatere opmærksomt og ansvarligt med hinanden?

På betingelse af

Først og fremmest handler det måske om at undersøge, om vi er sammen “på betingelse af… “?

F.eks. på betingelse af at:

  • Vi interesserer os for det samme.
  • Tager med til hinandens familiebesøg.
  • Kun har sex med hinanden.
  • Er mere fortrolige med hinanden end med andre.

… Jeg kunne liste mange flere betingelser op, som trives i bedste stil.

Hvis vi lever betinget sammen, kan vi så overhovedet tale om at det er i kærlighed, at vi mødes? Er det muligt, når vi “binder” hinanden igennem sådanne betingede krav?

At sørge for hinanden

For mig bliver vores forbindelse til hinanden bevidst, når vi sanser, at vi “sørger for hinanden”.

“Jeg vil dig, og tager omsorg for dig”. Dvs. at jeg støtter dig, hvor jeg kan. Jeg bevæger mig på en sådan måde, at jeg så vidt det er muligt ikke stiller mig bevidst i vejen for dig.

Dette handler ikke på nogen måde om, at jeg tager ansvaret for, at du har det godt, og at du skal have ansvaret for, at jeg har det godt! Den ide udtrykker noget af det mest egoistiske, jeg kan forestille mig.

Mødes vi i stedet i den holdning, at vi hver især har ansvaret for, hvad vi gør, og at vi trives med det, så kan vi mødes som frie voksne mennesker. Vel at mærke, når vi også ser, at det ikke er muligt at bevæge “mig selv” uden at du også bevæges.

Hvis vi skal handle ansvarligt sker det kun, når vi handler frit. Gør vi noget ud af et krav eller en regel, ophører ansvaret og erstattes af pligt og en tilhørende skyld, hvis den ikke indfries.

Fri er den, som ikke holder fast

Hvis jeg vil være fri, betyder det at JEG ikke holder fast i den anden.

De fleste tænker nok, at det er omvendt: At jeg bliver ufri, når nogen holder fast i mig? Tænk så på den mand, der vil holde fast i sin tunge taske, som er faldet med ham i det dybe vand? Det eneste, han skal gøre, er at slippe håndtaget. Gør han det ikke, vil taskens vægt trække ham med ned.

Sådan fungerer det også med levende væsener. Holder de fast, bliver de ubevægelige. De bindes af begær og fokus på at få eller beholde noget bestemt.

Slipper de ambition og spænder af i krop og sind, øges såvel sanselighed som bevægelighed.

Please follow and like us:
20