Forelskelse og romantik

Forelskelse og romantik fylder meget i film, musik og litteratur. Det er blevet synonymt med “kærlighed”. Hvad vil det sige at “forelske sig”? Denne tekst er lidt længere end de fleste og vil givet provokere mange? Den rummer ikke nogen som helst anvisning på, hvordan “man” bør eller skal leve sit liv.

Jeg beskriver hvad jeg ser, og min beskrivelse kan ikke være det, som er. Læs den blot som en invitation til dialog: I dig, med hinanden og gerne med mig – (så på facebook)

Forelskelse

Ikke så sjældent spørger nogen:

“Jesper, forelsker du dig aldrig”?

Når jeg så svarer: “Nej det gør jeg ikke”, kommer der typisk et svar i retning af: “Det er bare fordi du ikke har mødt den rigtige!”

Parforholdet som en kontrakt om ret

Ser jeg tilbage i historien, har parforholdet i form af ægteskabet været en praktisk og forretningsmæssig foranstaltning. Det er blevet konstrueret i en patriarkalsk kultur, hvor manden fik ejerskab og råderet over kvinden, sine børn, hendes køn og seksualitet på lige fod med ejendomsretten til kvæg, kameler og jord.

Der blev indgået en kontrakt, og ingen kunne indtil for relativt få år siden i den forbindelse tænke “romantiske følelser” ind i den forbindelse. Dette gælder for såvel “vesten” som “østens” religioner og kultur.

Forelskelse udenfor ægteskabet

Når nogen forelskede sig var det typisk udenfor ægteskabets bogstavelige bånd, og for kvindernes vedkommende var det forbundet med megen stor risiko. I oldtidens Grækenland og Romerriget rettede modne mænds forelskelse sig derfor ganske ofte mod unge mænd.

Forelskelse som forudsætning

I vores tid og verdensdel, ser det så i hvert fald på overfladen anderledes ud? Her spiller forelskelsen en meget stor rolle som en forudsætning for at indlede et “parforhold”. Vi skal være forelskede og ikke mindst “tænde” på hinanden, for at ville bo og leve intimt sammen.

Hvordan fungerer så denne forelskelse?

Når jeg iagttager mennesker, som forelsker sig, så ser jeg, at at de forelsker sig i et menneske, de IKKE kender. Forelskelsen retter sig mod en fortælling: “Historien om mig sammen med dig”… Den knyttes op på en følelse af:

At jeg godt kan lide mig selv, når jeg er sammen med dig”.

Senere når de så går fra hinanden, hører jeg dem sige: “vi voksede fra hinanden”. Måske handler det nærmere om, at de nåede derhen, hvor følelsen havde ændret sig til:

“Jeg kan ikke lide mig selv, når jeg er sammen med dig”

Undervejs mistede de følelsen af at kunne handle frit og autentisk, og i stedet undertykke impuls og spontanitet i et permanent forsøg på at tilfredsstille den andens udtalte og uudtalte forventninger?

Vi konstruerer vores følelser

Nyeste forskning (Lisa Feldman Bennett) peger på, at vi konstruerer alle vores følelser selv. Vi må gå væk fra en ide om, at vi fødes med en række fast definerede “grundfølelser” til at se på vores følelsesliv som at være konditioneret igennem opdragelse, kultur og erfaringer.

Det kan godt være, at vi kalder vores følelser nogenlunde det samme som før. Ser man imidlertid lidt dybere, gemmer der sig bag de ord som vi hver især benytter, myriader af forskellige emotioner der kan kombineres på uendeligt mange måder. Vi er med andre ord også i vores følelsesliv fuldstændigt unikke, på linje med alt andet vi har og gør.

Romantik – at skabe en atmosfære

Den såkaldt romantiske følelse er her ingen undtagelse. Grundliggende handler den om at skabe en atmosfære omkring os selv, som gør, at vi føler os sete, smukke, attraktive, forførende, spændte, sexede, ophidsede, euforiske, mystiske og lidt uforklarlige.

Hvis jeg var professionel illusionist ville jeg sige: “Netop! Det er lige præcis SÅDAN en atmosfære og stemning, jeg søger at skabe til mine shows.”

I Buddhistisk tankegang fungerer forelskelsen også som en illusion: Den fuldstændige identifikation med en drøm. Tab af al kontakt til virkeligheden – dvs. “det som er”.

Kærlighed kan ikke være forelskelse

Hvis “kærlighed” peger på “det som er udenfor al betingelse – eller hinsides betingelse” … alt “det som er” og altså ikke bedømmelsen af det, som er, så kan forelskelse intet at have at gøre med at være i kontakt til kærlighed?

Der er vil næppe noget, der betinger mere end en forelskelse? Alene det at den beskrives som at have fundet “den eneste ene”, eller “den helt rigtige for mig!” viser det vel?

Forelskelse og lidelse

Derfor er forelskelsen også forbundet med lidelse. Stor lidelse. Romantikken er fyldt med tragedier om den ulykkelige forelskelse. Selvmord, drab, jalousi og tåbelige hovedløse forelskede ungersvende og -møer. Og måske netop derfor søger så mange mennesker efter den?

Den udtrykker lidenskab. Et ord, der er tæt forbundet hermed, er lidelse. I den voldsomme smerte og angst, sanses livet og pulsen. Den er som et fix, og “tabes den” så føles det som en “kold tyrker”… ganske enkelt forfærdeligt.

Hvordan så finde min partner

Jamen hallo. Hvis det ikke er igennem forelskelse, jeg skal “finde min partner” hvordan så

Hvis jeg vil undersøge at leve sammen med et eller flere mennesker, sådan at vi ikke binder hinanden og os selv i betingelser, hvordan gør jeg så det? Jeg beskriver det som:

“at relatere uden at skabe en relation”.

Relationer

Relationer giver vi navne og tilfører et ejerskab: MIN ven, MINE børn, MINE venner; MIN kæreste, MIN mand, MIN bror, søster etc. . Det har vi lært. De er VORES, vi kan MISTE dem, eller TABE dem, som man taber “ting”, og frem for alt er der helt bestemte forventninger og regler for HVORDAN man er, når man er en far, en mor, en ven, en veninde, en kæreste, en ægtemand osv.

“Formen” betinger med andre ord det, vi gør eller ikke gør. Vi lærer det tidligt – meget tidligt. Fra vi i børnehaven får vores første “kæreste” eller “slyngveninde”. Vi vokser på den måde op i en urskov af forventninger til os og begraves også på samme måde i oceaner af “skuffelser” – når alle disse ”relationer” ikke lever op til vores forventninger.

De binder os ind i en “orden” og gør det muligt at kontrollere vores adfærd igennem skyldfølelse.

Ja naturligvis er der også sider af samværet som gør os glade og trygge, og får os til at føle os “elskede” af vores “nærmeste”.

Jeg vil bevæge mig med dig

Hvad sker der, når jeg vil bevæge mig med dig, uden nogen sinde at have en ambition om at kende dig eller binde hverken dig eller mig i en fast norm-givet forventning?  Er det muligt?

For mig betyder det at mødes i kontakt til kærlighed og respekt. Jeg kan intet tage for “givet”. Vi mødes i undren hver eneste gang. Vi danser sammen i en dans som skabes igennem bevægelse uden en fast koreografi. For at gøre dette må vi ville danse sammen.

Dette “jeg vil”, ser jeg som vigtigt. Måske skal jeg kalde det for: Jeg vil nu!Jeg er her, ser dig, ser at du ser mig i opmærksomhed og bevidsthed uden at kræve det.

Være klar og tydelig

For at det kan fungere, må jeg bevæge mig klart og tydeligt. “Selvåbenbare”. Kommunikere og slippe mine masker. Det er meget anstrengende at danse med et menneske, som “gør som om”. Det er let at bevæge sig med et menneske, der bevæger sig klart. Dette har absolut intet at gøre med, at at løbe efter det, jeg lige har lyst til.

Vi mødes i bevidstheden om, at vi bevæger og bevæges af og med hinanden, og det gør, at intet er ligegyldigt – og alt kan være ligegyldigt

Gør du noget, jeg finder svært, så kan jeg give udtryk for, hvordan jeg har det, uden at det skal ses som en opfordring til, at du ændrer dig eller gør noget andet. Samtidig giver vi hinanden muligheden for at bevæge os sådan, at det er muligt at bevare kontakten i bevægelsen. Det kræver opmærksomhed på tid, tempo, rytme, indsigt og kompetence.

Ingen regler

Intet af det kan styres igennem regler. Vi kender dem ikke, kender end ikke hinanden. Vi kan aftale noget NU… og NU… hvilket kan være ganske praktisk når blot vi ikke binder os i det. Under det hele ligger dette vil. Et vil i frihed. Et vil til at undersøge livet hinsides betingelse: At jeg ikke betinger mig og kontakten til det, der er… End ikke en betingelse om at vi vel så skal have sex med hinanden, ser jeg som en forudsætning.

Konflikter

Rent praktisk kan det være en stor hjælp, at være enige om, at vi når vi oplever konflikt, ikke lader den handle om dette vil – altså om vi vil relatere – med mindre vi bevidst klart kommunikerer, at nu handler det om dette vil! Dermed kan vi hjælpe hinanden til ikke at blive angste for, om en konflikt nu drejer sig om, hvorvidt vi vil hinanden, og gøre det muligt at skabe et rum, hvor vi angstfrit kan undersøge det AT bevæge sig sammen i en konflikt.

Mødes vi og skilles vi så bare som om intet er sket?

Når vi ikke vil relationen, men “bare” relaterer, mødes vi så bare og skilles som om ingenting var sket? For mig betyder det at mødes i en relation, at have sluppet ansvaret til fordel for reglen, kontrollen og pligten

Når jeg derimod ser, at vi er forbundne, vil al bevægelse være forandring. Hvor reglen, kravet og forventningen slippes, og vi mødes i frihed dvs. sådan, at vi ikke identificerer os med historier, så er der også ansvarlig handlen.

Jeg ser at vi begge bevæges af mødet, i mødet, og efter mødet. Hvor der er opmærksomhed, bevidsthed, frihed, og ansvarlighed – er er kontakt til kærlighed. Intet af dette kan forstås igennem ord. Det kan erkendes og da kun i handlen.

Læs evt. også “Mand i kraft af kvinden?”

Hvis du vil undersøge alt dette i praksis, kan det være at Mahamudrainstitut er noget for dig? F.eks. årsforløbet i “Cupisofi og elskovskunst”?

Please follow and like us:
20