Det fælles tredje

Det fælles tredje ser jeg som vigtigt i al kommunikation. At relatere betyder at kommunikere. Dvs at bevæge sig sammen.

Hvordan opstår og vedligeholdes relationer? Hvad er det, som understøtter, at vi gerne relaterer nært og trygt med et eller flere levende væsener?

(Ja om jeg vil relatere med mennesker eller dyr – ser jeg i det følgende ingen væsentlig forskel på)

De spørgsmål må være interessante for enhver, der ønsker at leve sammen med andre – eller bare en anden?

Stum, døv og blind?

For nogle år siden var jeg oplægsholder på en konference, hvor temaet drejede sig om “den hjælpende relation”. Et af de foredrag jeg havde fornøjelsen af at lytte til, handlede om hvorledes det er muligt at knytte kontakt til døvstumme og blinde børn?

Jeg husker det endnu meget tydeligt. Måske fordi det bevægede mig at se og fornemme de vanskeligheder der må være forbundet med at være berøvet så vigtige sanser?

Det fælles tredje at mødes om.

Budskabet i oplægget, som blev underbygget af mange eksempler, billeder og korte filmsekvenser, viste at midlet til overhovedet at knytte kontakt her, var “at finde noget fælles tredje” at kommunikere om. I disse tilfælde handlede det typisk indledningsvis at gøre det igennem samtidig fælles bevægelse med en bold, en flaske, eller genstande af forskellig hårdhed og form.

Undervejs imens jeg betaget fulgte med i oplægget, gik det op for mig, at dette “ fælles tredje ”, måske er fundamentet i enhver velfungerende måde at relatere på?

Nyforelskede

Nyforelskede mennesker kan sidde i timevis og udelukkende tale om sig selv og hinanden. Ser jeg et sådant par f.eks. på en cafe, vil de typisk spejle hinanden kropsligt, have øjenkontakt og fortælle om sig selv.

Hvis de skal have en chance for at relatere ud over den første forelskelse, må der imidlertid ske en ændring i måden de kommunikerer på. Fra det navlebeskuende skal de flytte sig til at mødes OM noget fælles.

At relatere betyder “at kommunikere”. Ordet kommer af det latinske communis, der betyder “fælles”.

At danse

Et fremragende eksempel på kommunikation finder jeg i det at danse i kontakt med hinanden. Det tjener også for mig som en god metafor for at relatere i det hele taget.

“At danse” betyder at kommunikere igennem kroppens bevægelse: At skabe “udtryk” igennem rytme, takt, tempo, pause, variation, timing og gentagelse.

Dans kan som sproget have en grammatik. Dvs. regler der gør den forståelig for andre, der også kender disse regler. I dans vil det kaldes for “koreografi”, eller “figurer”, “trin” – som hører til en bestemt “dans”.

Jeg kan danse alene eller i kontakt med andre. I fysisk kontakt eller blot i bevidst opmærksom kontakt til “den anden”.

Musik

Når vi danser sammen, vil vi bevæge os og bevæges i et fælles tredje. Ofte vil musik understøtte os i at mødes i denne takt og timing. Ud af bevægelse sammen skaber vi gentagelser eller et sådant “sprog”, hvis ikke vi i udgangspunktet f.eks. mødes i en “Tango” eller “Salsa”, hvor sproget er fælles i udgangspunktet.

Tyngdekraften

Som noget helt uomgængeligt mødes vi i tyngdekraften. Alle vores bevægelser sker omkring den. Jeg “holder mig oppe”, vi støtter hinanden i den, og vi lader os bevæge sammen med- og af den. Tyngdekraften fungerer som en præmis eller ramme, vi simpelthen ikke kan komme uden om. Også den vil være et fælles tredje.

Kunne følge afspændt

Bevægelse vil antage alle retninger. Vi kan betone en retning mere end andre. Danser vi sammen, vil vi hver især relativt bevæge os forskelligt, og vi må glidende og intuitivt kunne invitere og følge hinandens bevægelse. Dvs. at åbne og lukke rum med plads til bevægelse og frem for alt skabe invitationer, som er lette og indbydende at følge. Det sker let, hvor jeg kan bevæge mig afspændt, og vanskeligt hvis jeg er anspændt.

At danse betyder at balancere og introducere forskelle, der gør en forskel.

Dans følges gerne af en kontekst. At danse skaber kontekst.

Forståelse

Kommunikation har til hensigt at skabe forståelse. “Forståelse” vil jeg beskrive som “fælles eller spejlet bevægelse”: Et fælles tredje

Vi kan danse i ensidig interaktion: Jeg danser omkring dig. I vekselvirkning: Vi udveksler skiftevis og i “samtidig fælles interaktion”: Vi bevæger og bevæges af hinanden. Aktion og reaktion smelter sammen.

At danse som at relatere

Nu er det jo ikke alle mennesker, der gerne danser. Derfor fungerer “dansen” også blot som et eksempel. At samtale vil følge de samme grundantagelser. I forhold til “at elske” forholder det sig på samme måde.

For mig at se bliver eksemplet med dansen til en spejl på “det at relatere” i kontakt.

Relationer som varer ved?

Vi forbinder ofte kvaliteten af vores relationer med udtryk som: at vi kan “lide den anden”. Jeg ser, at det vi kan lide er, at det føles let at bevæge sig med den anden. “Jeg kan lide mig, når jeg er sammen med dig”

Sanserne er porten til verden.

Det er let at bevæge sig i kontakt, hvor vi ikke “tager hinandens rum for bevægelse” men flytter os for og med hinanden. Det handler om at bevæge sig opmærksomt. Opmærksomhed knyttes til at jeg sanser. Al bevægelse “fra dig” møder jeg “I” mig. Jeg bevæges af dig, du bevæges af mig. Det opdager vi kun, hvis vi lytter og sanser “os selv” opmærksomt i mødet. Sanserne er simpelthen “porten” til verden.

Rytme, timing, sprog og takt

Det fælles tredje hjælper os til at finde rytme, timing, sprog og takt. Det er også der, at invitationer til de så vigtige pauser vil opstå. Tænk på at al musik opstår igennem pauser. Uden dem, ville tonerne blot fremstå som larm eller “lyd”.

Interesse og fordybelse

Jeg tænker, at det vigtigste fælles tredje overhovedet, vil være en gensidig interesse for hele livet at undersøge “bevægelse med hinanden”. Vi kan danse alle mulige forskellige danse? Det er ikke så vigtigt, om det er den ene eller den anden, og uden en vedvarende impuls til igen og igen at fordybe os hver især og sammen i, “hvordan vi bevæger os” – ophører vi med at relatere nært helt af-sig-selv.

Fordybelse betyder for mig at bevare nysgerrigheden efter at se og sanse, hvad det er vi gør, og hvordan. At forblive opmærksomt iagttagende i møderne med hinanden. Det er kun muligt, hvis vi erkender, at vi IKKE kender hinanden, men mødes på ny hver eneste gang og dermed ikke kan tage hinanden for “givet”.

Vi lærer sammen

Naturligvis bliver det lettere at danse sammen, end det måske var i begyndelsen? Ved at danse sammen lærer vi jo begge at bevæge os med hinanden. Måske bliver det også mere enkelt at danse på nye måder? Da som en naturlig følge af, at vi netop ved at indlade os på AT danse nyt, bliver bedre og bedre til at lære nye bevægelser. Også det sker af-sig-selv.

At afprøve nye måder at danse på

Hvis den ene af os metaforisk set kun vil danse “Tango” hele livet og mødes i “DEN dans”, og den anden åbner sig for og inviterer til at afprøve nye måder at danse på i kontakt, så bliver det svært at finde det så nødvendige “fælles tredje”.

I sidste ende ser jeg “at danse” spontant – kropsligt og intellektuelt – som det pureste udtryk for livskraft, impuls og lyst: At bevæges af livet og det levende.

Hvis du vil undersøge noget af dette sammen med os, så kig på vores kursusside: Abildgaard-Kursussted

Please follow and like us:
20